www.tilFT.dk fra: www.beholy.be

Ung igen . dk
af Mil Jan Wind Tlf 42 10 1730
Min opfattelse af virkeligheden med forbehold

(alle datoer)- fra mig. Det er mig velbehageligt og dig til velsignelse."
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
5. august
"Regn ikke med andet eller andre end Mig - heller ikke med dem, jeg sender jer til - eller med det, jeg beder jer udrette, - men regn med MIG.
Gå ad mine veje og forvent alt af mig!
Satan forsøger at gøre veje og midler til målet - også mine veje og midler, og skuffelserne lammer! JEG er målet - og jeg er vejen til målet!"
August 5. 2014 Kl. 4:00 Jeg døjer og går så grueligt meget igennem i denne tid. Det har været en hård og anstrengende sommer-måned. Jeg havde så meget jeg ville nå.
Heldigvis havde jeg lyst og kræfter og råd og muligheder for at klare alle opgaver.
Af de største bedrifter kan nævnes min tur på knallert til Tyskland, hvor jeg halvvejs til Hamborg, gik i stå midt i det værdste regn og tordenvejr. Jeg troede det var fugt, da jeg kom i læ under et busskur, kom regnen ned i så store mængder at kloarkerne ikke kunne nå at tage vandet, som stod op i flotte kaskader når bilerne passerede. (Jeg filmede det). Lynene fortsatte med at oplyse natten som store blitz. Natten gik fint, jeg var i tørvejr. (Knallerten kunne ikke mere, og jeg havde kun 100 meter at trække. held på held.)
Næste morgen gik jeg efter olie i landsbyen, og senere trak jeg hen til tanken, også kun få hundred meter, mere held.
Til al held kunne jeg starte knallerten uden andre problemer, den var godt nok blevet lidt sløv, men den genvandt alle kræfter og efter 8 kilometer standsede jeg i et T kryds, og overvejede om jeg skulle fortsætte som planlagt, eller vende hjem og lave noget andet som ikke var planlagt.
Jeg ville helst fortsætte. sydpå, og deltage i et præsentationsmøde hos ASEA i Koblenz om lørdagen.
Vandet kunne nu fås som salve, RENU 28 og det ville jeg høre om osv. Har lige fået en mail, av. det er dyrt. 650.- for 2 tuber.
Bagefter ville jeg til Tour de France, for at undersøge om der var nogen, der brugte det vand, jeg havde brugt 1000 kr på at introdusere til en af Bjarne Riis nuværende eller tidligere sportslæger. Han hedder Kristoffer Glavind Kjær.

Da jeg holdt ind ved T-krydset, der var en rasteplads med bord og plads til en bil, en lille græsplæne og træer, der opdagede jeg at mine værdste anelser var rigtige: Jeg havde glemt at skroe dækslet til olien på knallerten, så den havde smidt over halvdelen ud over udstødningsrøret, det både røg og lugtede fra knallerten, jeg havde allerede inden jeg gjorde hold, tænkt over hvordan jeg ville køre hjem med en hjemmelavet prop af en plastikpose, med papir eller en pind indeni.
Men proppen lå stadig på knallerten, og jeg havde 0.4 liter olie tilbage, og den fik det hele og var fuld igen. (mere held).
Jamen livet er jo dejligt, når det går så godt alt sammen.
Selvfølgelig skal man kikke efter olie, også på en knallert, (det er en 4 takter, olien ligger i bunden af motoren altid, ligesom i en bil. En 2 takter skal have olien ind sammen med benzinen. Det skulle en gammel SAAB også, selvom det var en bil.)

Nordpå endte det med, jeg ved ikke hvorfor, jeg havde jo mest lyst til at rejse sydpå. Men jeg gjorde det jeg gjorde. (til alt helt).
For ved Flensborg, kunne jeg se at den var ved at løbe tør for olie allerede. 1 litter mere var nok til at køre hele vejen op igennem Lylland til Aalborg.
Efter 2 liter olie mere, jeg skulle jo vente på at værkstedet åbner, sprang trækremmen, en kilerem, som virker sammen med gearet, og sidder som en kæde på en cykel, imellem motor og baghjul.
Det blev skiftet i løbet af ugen, her var problemerne helt normale, der var langt til reservedel og langt til værktøj, som jeg for at spare timer og kilometer med bus, brugte 20 kroner til at købe et lille stykke værktøj jeg manglede i Harald Nyborg, når jeg nu var der, og manglede det.
Det har bare været så dejligt vidunderligt at rode med knallerten, som at gå i barndom, og finde glæden frem.
Knallerten blev kun værre og værre. og jeg havde beslutte mig for at begrænse al kørsel med til til at være til og fra busstoppestedet i weekenderne, hvor der ikke kører bus til Agersted, hvor jeg bor.
En lille tur på 7 kilometer ville være dejligt, så kunne jeg fortsætte som jeg plejer, med fuld fart på hele tiden.
Men ak.
Det gik ikke som præsten prædiker.
Sidste lørdag, ville jeg alligevel i byen, på Pigernes Kro i Sdr Onsild.
Jeg skulle bare være i Dronninglund kl 17:08 men jeg havde læst forkert, det var fra Hjallerup bussen kørte og 20 minutter før fra Dronninglund.
Jeg fortsatte, i det mindste til Hjallerup, og så til Aalborg, og så til Hobro, men efter Svendstrup kunne den ikke mere.
En veninde fra Skagen havde haft ringet og ville samle mig op i Støvring, men det endte med at hendes veninde, ville samle mig op i Svendstrup. Og i byen kom jeg.
Oveni viste hun taknemmelighed til os begge, fordi vi var hjælpsomme, så da vi kom til Kroen, havde hun købt billetter så vi kom gratis ind, og kaffe til mig og en øl til veninden, der havde passet huset imedens hun var en uge på Kreta, (Tror jeg det var).
Aftenen gik rigtig godt, det var første gang jeg var helt oppe på mærkerne igen, ugen før var jeg lidt træt, men olien der kaldes Frankincense er ved at helbrede min Prostatakræft.
ASEA vandet får hele kroppen til at eksplodere med energi, desværre også de celler, der danner kræft.
Dette er første gang jeg afslører dette.
Jeg har igennem det sidste år deltaget i to projekter som min Datter er kommet med, først ASEA vandet. Og kort efter dõTERRA olier, begge ingridienser kommer fra UTAH og er Mormonprodukter, uden tvivl.
Nu ved jeg en del mere end dem, både om Mormons bog, som er et bedrag, og om ASEA vandet, som de misforstår, og om olier, som jeg brugte til at fremstille likør af for næsten 50 år siden.
Olie og kemi var min helt store hoppy, som ung, og knallert. Og rejser, og religion og meget meget mere, dans hver lørdag siden jag var 15, alt sammen DENGANG. og det samme i dag.
Jeg lånte en kemibog så mange gange at Biblioteket i Thisted til sidst købte den. Jeg blandede alt og meget med opskrifter fra en større formelsamling, farve til at brunere et gevær, sortkrudt til et andet gevær, jeg havde købt i Marokko, fandt flint til geværet, støbte kugler, lavede enda en harpun til mit jagtgevær, jeg havde jagttegn, og der var sæl i fjorden, limfjorden, som vi boede ned til.
Men det blev mest ved planer. En gang imellem gjorde jeg som planlagt, og kom på hospitalet et par gange, første gang var fordi min lunte til mit megnesiompulver var for kort, min tommelfinger mistede al huden, som sad løs på som en gummihandske. Kort efter havde min mor fjernet hele min samling af kemikalier.
Mærkeligt ikke, mødre er altid så bekymrede.
Nogle år efter havde jeg lavet en kanon, og af mangel på sortkrudt, prøvede jeg en anden krudtform, med kaliumpermanganet (tror jeg nok, det er 50 år siden).
Det ville ikke brænde, så jeg ville skubbe det ud med et søm.
Det eksploderede i hænderne på mig, og noget af den svovl, jeg havde brugt i blandingen endte i mit gode øje, jeg ser stadig bedst og mest med det, Lægen brugte 4 timer på operation, og oseaner af tid på forberedelse, for at undersøge og der kunne ske noget ved at der var svovl dybt inde i øjet. (Han fik kanonen, som jeg havde loddet tin ind i i en ring foran, og den lille messingkugle bagi, kunne dreje ud med gevin, den var ikke over 20 cm lang. Og blev lavet på aftenskolen i Thisted

Men nu er det andre oplevelser jeg går efter.
Til dagens tekst:
Det er Jesus og Gud alene som personer, vi skal opsøge.
Ikke hans kirker. jeg har valgt at søge viden om Gud igennem bøger og biografier om andre, der har fundet Gud.
Jeg kunne skrive meget om Mormonkirken, Det var en Dansker, som startede bøgerne om Mormon Kirkens historie, når man læser Journal of Discourses, (jeg købte et eksemplar i Salt Lake City, der er mange bind, som i et kæmpe leksikon,) så er der stort set intet i den som er bevaringsværdigt, jeg husker kun en eller to historier, som jeg ville gemme på, og jeg gav bindene væk til Lars Rafn, som bogstaveligt faldt på sine knæ og takke skabagtigt for dem. Han var en type, han døde fordi han drak for meget Coca Cola, også selvom han fik to nye hjerter indoppereret, som en af de første i Danmark.
Han nåede af afskaffe forbud imod at drikke Coca Cola i Mormonkirken. Lang historie. Der kun fortæller om ham og hans formåen.
Han var fantastisk på sit felt.
Han ringede en gang imellem, og så skulle jeg med hen til pølsevognen midt om natten, og have gratis pølser, som ellers skulle smides ud.Han købte Cola til sig selv og snakkede enhver et øre af, også pølsemanden elskede at høre hans historier.
Var der spis alle de jomfruhummer du kan på Restaurengen på Vesterport, så skulle jeg også med. Hans venner var ligeså specielle.
Ære være hans minde.

Men vi kunne ikke snakke om Jesus.
Men man må jo tage sine venner med i Himlen, så mon ikke Gud kan finde en plads til Lars også? Det tror jeg, og det føler jeg godt for i skrivende stund.
Lige så vel, som at man kan forandre et selskab, lige så vel kan man skabe den rette stemning hos og sammen med sine venner, og det er hemmeligheden ved at Præsten får hele sin menighed med i Himlen, ligesom Enok, og ligesom Jesus.
Det er egentligt også det vi lærer som forældre, at have vores børn som venner, så vi ikke mister dem.

Tilgivelsens Mirakkel er at vi ikke forventer noget, fra vores børn eller fra vores venner, forleden havde min søn købt en Coca Cola til mig, der stod FAR på, jeg nød den som en dyr flaske vin.
Jeg havde kort forinden købt en Italiensk vin, 1½ liter med bast omkring, (så sparer jeg turen til Italien), og får stemningen hjem, for en billig penge. Den lod jeg stå, jeg ville hellere drikke min søns Cola. (ikke på en gang, men over nogle dage.) Lars fra før drak 5 store Cola hver dag, han fik næsten sit kaloriebehov dækket med Cola, ellers spiste han luksus, og billigt, og var lidt kraftig, men hans iver og lyst til livet, gjorde at han rendte eller snakkede fedtet af. Fed blev han aldrig. Men snakke om det tit.
Præsident Kimbal fra Mormonkirken, skrev en bog som hed Tilgivelsens Mirakkel. Den er heller ikke noget værd.
Der var 2 bøger jeg kunne anbefale, den ene var Joseph Smiths Levnedsløb, den anden har jeg glemt navnet på, den beskriver forfølgelsen af frafaldne Mormoner, som kunne risikere at blive aflivet af en gruppe i Salt Lake, som blev kaldt Danitter, for Mormonkirken i virkeligheden en Frimurer Loge.
Lars vidste og kunne afsløre en masse om det.
Han var også nære venner med fork fra modstandsbevægelsen, en af dem fik en sværd af Winston Churchild, som tak for sin indsats under krigen.
Jo drama kan man let finde, hvis man vil.
Jeg var 2 gange på Hill Comorah, for at finde den Forseglede del af Mormons Bog, Jeg fandt den, men ikke under den sten Joseph Smith omtaler i sit vidnesbyrd, men bogen er i Salt Lake City, i Kirkens arkiv, den kom ud, i kopi, og kom til Norge, hvor (hos www.nccg.org) hvor jeg oversatte den til Dansk fra Engelsk, og den er om nogen, et tydeligt bevis på at kundskab skal læres i Templerne over længere tid, nøjagtigt som i Frimurer Logerne. (og nøjagtig som i vores skoler, så egentligt er der ikke noget galt i det.) Jeg har haft bogen på den hjemmeside, jer er ved at flytte til www.beholy.be
Jeg fik et nyt ord om mig selv forleden, jeg har lidt svært ved at forstå det kan passe: En Hellig mand
Men så går jeg i stedet efter at blive det.
Min nærhed til døden, får mig til at læse teksterne på en ny måde.
For venskabet med Jesus, er jo også en venskab, efter at man dør.
Det at man befinder sig så tæt på grænsen, får ens verden til at udvide sig ganske enormt. Men jeg vil nok foretrække at rejse, for selvom Salt Lake City er en vidunderlig by, så er Lille Danmark, med Grønland og det hele, et endnu bedre sted for mig at være i.

Niagarevandfaldet er stort på et postkort, men egentligt er det et lilleput vandfald, når man står der. Jeg havde forestillet mig langt mere, og alt imedens jeg stod der og nød det, for mig selv, kom der Danske turister forbi, som jeg hilste på.
På et marked, hører man også en dansk familie gå og råbe af hinanden, fordi børnene helst vil løbe (væk) og forældrene prøver at overbevise børnene om, hvor vigtigt det er at de følges ad.
Som HC Andersen skrev: At rejse er at leve.
Der burde måske hellere stå: At rejse er at opleve.
En mor kunne for 100 år siden rejse med børnene til Amerika, hvor manden vendtede, uden at have penge i sin pung.
De rejste fra by til by, og tjente lidt, så de kunne rejse til den næste by. En mor solgte wisky i små glas på gaden, og på den måde fik hun vredet penge ud af fattigfolk, lige nok til at komme næste by, som måske var bedre, på deres 2 år lange rejse med børn og familiebilleder i de tunge kufferter på den lange vej til Amerika.
Nøjagtigt som flygtninge i dag.
sidst.