Kl 2:33 Maj 4 2023 Jeg havde 2, ja flere gode oplevelser i går.
En skrev jeg til: At nu kan vi kræve det tilbage, som vi her mistet.
Det fik vedkomne til at rydde op i sine gemmer.
For den, der mister noget, som vedkomne har kært, "har måske taget noget fra andre, som de andre havde kært, eller havde brug for, eller står og mangler?"
En anden, var en jeg mødte i byen, meget åben en meget venlig person, han ville kramme mig flere gange. Jeg lærte ham, hvordan man ikke krammer men en berøring på armen eller skulderen er mere passende, som en førstegangs gestus, der udtrykker: Jeg elsker dig, også dig.
Han er tydeligvis Guds måde at vise mig: At det er i orden at elske hverandre, også selvom det betyder: Berøring. Ikke en krammer, første gang.
En tiggerske i Jerusalem, kørte med sine fingre (oversiden af sin hånd), op ad eller nedad min underarm. Jeg fik straks lyst til at give hende en gave, som i det tilfælde var lidt penge. Det skete på min bryllupsrejse til Jerusalem i december 1979, for vi havde ikke fået børn endnu. Vores datter blev undfanget i Januar. (Jeg ved ikke om jeg kan fortælle hende at hun blev undfanget i Jerusalem, jeg kan ikke huske datoer eller måneder så langt tilbage mere.)
Den tredje oplevelse var en ting: Jeg blev færdig med at lave "det hul" i vægen, jeg skrev om forleden, det tog kun nogle dage, (hurtigt, som jeg plejede at kunne arbejde, før jeg krævede pause af Gud. For snart 10 år siden.) |
Psalms 18:1 I will love thee, O Lord, my strength.
18:2 The Lord is my rock, and my fortress, and my deliverer; my God, my strength, in whom I will trust; my buckler, and the horn of my salvation, and my high tower.
18:3 I will call upon the Lord, who is worthy to be praised: so shall I be saved from mine enemies.
18:4 The sorrows of death compassed me, and the floods of ungodly men made me afraid.
18:5 The sorrows of hell compassed me about: the snares of death prevented me.
18:6 In my distress I called upon the Lord, and cried unto my God: he heard my voice out of his temple, and my cry came before him, even into his ears.
18:7 Then the earth shook and trembled; the foundations also of the hills moved and were shaken, because he was wroth.
18:8 There went up a smoke out of his nostrils, and fire out of his mouth devoured: coals were kindled by it.
18:9 He bowed the heavens also, and came down: and darkness was under his feet.
18:10 And he rode upon a cherub, and did fly: yea, he did fly upon the wings of the wind.
18:11 He made darkness his secret place; his pavilion round about him were dark waters and thick clouds of the skies.
18:12 At the brightness that was before him his thick clouds passed, hail stones and coals of fire.
18:13 The Lord also thundered in the heavens, and the Highest gave his voice; hail stones and coals of fire.
18:14 Yea, he sent out his arrows, and scattered them; and he shot out lightnings, and discomfited them.
18:15 Then the channels of waters were seen, and the foundations of the world were discovered at thy rebuke, O Lord, at the blast of the breath of thy nostrils.
18:16 He sent from above, he took me, he drew me out of many waters.
18:17 He delivered me from my strong enemy, and from them which hated me: for they were too strong for me.
18:18 They prevented me in the day of my calamity: but the Lord was my stay.
18:19 He brought me forth also into a large place; he delivered me, because he delighted in me.
18:20 The Lord rewarded me according to my righteousness; according to the cleanness of my hands hath he recompensed me.
18:21 For I have kept the ways of the Lord, and have not wickedly departed from my God.
18:22 For all his judgments were before me, and I did not put away his statutes from me.
18:23 I was also upright before him, and I kept myself from mine iniquity.
18:24 Therefore hath the Lord recompensed me according to my righteousness, according to the cleanness of my hands in his eyesight.
18:25 With the merciful thou wilt shew thyself merciful; with an upright man thou wilt shew thyself upright;
18:26 With the pure thou wilt shew thyself pure; and with the froward thou wilt shew thyself froward.
18:27 For thou wilt save the afflicted people; but wilt bring down high looks.
18:28 For thou wilt light my candle: the Lord my God will enlighten my darkness.
18:29 For by thee I have run through a troop; and by my God have I leaped over a wall.
18:30 As for God, his way is perfect: the word of the Lord is tried: he is a buckler to all those that trust in him.
18:31 For who is God save the Lord? or who is a rock save our God?
18:32 It is God that girdeth me with strength, and maketh my way perfect.
18:33 He maketh my feet like hinds' feet, and setteth me upon my high places.
18:34 He teacheth my hands to war, so that a bow of steel is broken by mine arms.
18:35 Thou hast also given me the shield of thy salvation: and thy right hand hath holden me up, and thy gentleness hath made me great.
18:36 Thou hast enlarged my steps under me, that my feet did not slip.
18:37 I have pursued mine enemies, and overtaken them: neither did I turn again till they were consumed.
18:38 I have wounded them that they were not able to rise: they are fallen under my feet.
18:39 For thou hast girded me with strength unto the battle: thou hast subdued under me those that rose up against me.
18:40 Thou hast also given me the necks of mine enemies; that I might destroy them that hate me.
18:41 They cried, but there was none to save them: even unto the Lord, but he answered them not.
18:42 Then did I beat them small as the dust before the wind: I did cast them out as the dirt in the streets.
18:43 Thou hast delivered me from the strivings of the people; and thou hast made me the head of the heathen: a people whom I have not known shall serve me.
18:44 As soon as they hear of me, they shall obey me: the strangers shall submit themselves unto me.
18:45 The strangers shall fade away, and be afraid out of their close places.
18:46 The Lord liveth; and blessed be my rock; and let the God of my salvation be exalted.
18:47 It is God that avengeth me, and subdueth the people under me.
18:48 He delivereth me from mine enemies: yea, thou liftest me up above those that rise up against me: thou hast delivered me from the violent man.
18:49 Therefore will I give thanks unto thee, O Lord, among the heathen, and sing praises unto thy name.
18:50 Great deliverance giveth he to his king; and sheweth mercy to his anointed, to David, and to his seed for evermore.
Salme 18
2. Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke!
3. Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4. Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5. dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
6. døds rigets Reb omspændte mig, dødens Snarer faldt over mig;
7. i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans ører!
8. Da rystede jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke vandmasser, vandfyldte Skyer.
13. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
14. Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
15. Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
16. vandenes Bund kom til Syne, jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust.
17. Han udrakte hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige vande,
18. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19. På min ulykkes dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn.
20. Han førte mig ud i åbent land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21. Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders uskyld;
22. thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud
23. hans Bud stod mig alle for øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24. ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for brøde.
25. Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders uskyld, som stod ham for øje!
26. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28. De arme giver du Frelse, hovmodiges øjne Skam!
29. Ja, min Lampe lader du lyse, Herre, min Gud opklarer mit Mørke.
30. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32. Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
35. oplærte min hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
36. Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
37. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39. slog dem ned, så de ej kunne rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41. du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
42. De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke.
43. Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44. Du friede mig af folkekampe, du satte mig til folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte folk;
45. hører de om mig, lyder de mig, udlandets sønner kryber for mig;
46. udlandets sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47. Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48. den Gud, som giver mig Hævn, tvinger folkeslag under min Fod 49. og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50. Herre, derfor priser jeg dig blandt folkene og lovsynger dit Navn,
51. du, som kraftig hjælper din konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. |
. . . . . . . . . . . .